Tæpper kan både pynte og give bedre akustik i din bolig

Hvis du synes, at der er dårlig akustik i din bolig, kan du med fordel investere i tæpper til gulv og vægge. De pynter og virker samtidig lydisolerende, så du får en bedre akustik i hjemmet. Se her, hvad du skal være opmærksom på, når du skal lydisolere med tæpper.

En god rumakustik er essentiel, hvis du vil have det meste ud af din bolig. Er der en dårlig rumakustik i boligen, kan det have en direkte indflydelse på dit generelle velbefindende og oplevelsen af rummene i hjemmet.

Støj påvirker den generelle trivsel

Støj og dårlig lyd virker generelt trættende og irriterende – og det kan være vanskeligt at føre en samtale i et rum, som er dårligt isoleret. Det samme gør sig gældende, hvis du hører radio, musik eller ser tv.

Du kan forebygge den dårlige lyd med gulv- og vægtæpper, hvis du ønsker at gøre noget ved akustik- og støjgener. Hvis du føler, at det ikke er nok, bør du konsultere en virksomhed, som beskæftiger sig med støjdæmpning af private hjem som eksempelvis Accu-Dan A/S.

Hvordan defineres støj?

Lyd er svingninger eller lydbølger, som breder sig gennem luften eller andre stoffer. De opfattes af fine mekanismer i ørerne, og det menneskelige øre er i stand til at opfange lyde, der befinder sig i frekvensområdet mellem 20-20.000 Hz.

Hz er en forkortelse for enheden hertz, som definerer antallet af svingninger i sekundet. Dybe toner har færre svingninger end lyse toner. Almindelig tale befinder sig i frekvensområdet mellem 500-2.000 Hz.

Det er vanskeligt at definere, hvad støj er, men generelt er der tale om støj, når det virker generende for os. Nogle er mere overfølsomme end andre, hvorfor støj kan defineres individuelt. Hvis du ikke selv oplever støjgener i din bolig, er der i mange tilfælde ingen grund til at gøre noget ved rumakustikken.

Gulv- og vægtæpper absorberer lyden

Bløde materialer virker absorberende på lyden, hvorimod hårde materialer er med til at reflektere lyden i lokalet, hvilket skaber rumklang og dårlig rumakustik. Derfor er gulvtæpper generelt med til at opsuge lyden, så den ikke spredes i rummet.

Det bedste, du kan gøre, hvis du vil sikre dig, at rummet har en ordentlig rumakustik, er at investere i væg-til-væg-gulvtæpper, som dækker hele gulvet. Det vil absorbere lyden bedst muligt, men det er ikke altid, det passer ind i en bolig.

Du kan derfor med fordel investere i mindre gulvtæpper, hvis du ikke ønsker at dække hele gulvet. Til formålet er runde tæpper ganske glimrende. Det kan være praktisk, hvis du eksempelvis er allergisk overfor husstøvmider, som samles i gulvtæpperne.

En væg er en hård overflade, som derfor er med til at skabe dårlig akustik. Jo mere minimalistisk et rum er indrettet, desto dårligere akustik vil der være i det. Du kan derfor skabe en mere optimal rumakustik, hvis du hænger vægtæpper op – og vær opmærksom på, at ét er bedre end ingenting, men det virker bedre, jo flere du har på væggene.

Supplér med polstrede møbler

Polstrede møbler har bløde overflader, hvorfor du med fordel kan indrette med polstrede møbler, senge, gardiner og bogreoler, som alle er med til at bryde og absorbere lyden, så du opnår en bedre akustik i din bolig.

Skråvægge og skæve vinkler i hjemmet er også med til at bryde lyden, da de forhindrer, at den reflekteres på væggene og kastes frem og tilbage mellem overfladerne.